6 skoler og skolebiblioteker samt 3 folkebiblioteker i Horsens, Silkeborg og Viborg skaber nye læringsrum inden for naturvidenskab. Sammen med børnene.

Projektet kørte i 2009-10. Kontakten fortsættes i uformelt netværk.

Konference blev afholdt 24. nov. 2010
Hent rapporterne nedenfor - få dvd'en hos kontaktperson.

onsdag den 3. februar 2010

Styrketest for Rødkærsbros rumrejsende - 2. rejsebrev


Af Lone Starch Pedersen, Viborg Bibliotekerne


I dagene op til til d.24.nov. blev DMI`s vejrudsigt nøje fulgt af rumrejsekonsulenter på Rødkærsbro
Skole. Himlen havde i mange dage været temmelig grå og utæt og der blæste en hård vind fra nordvest. Men netop tirsdag d. 24. nov. var vejrguderne i deres ”milde hjørne”, vinden lagde sig til det acceptable og der var tørvejr.

Og sikke et held for de 40 rumaspiranter og deres 4 konsulenter. For netop dén dag skulle de igennem den helt store fysiske styrketest til rumrejsen. Kl. 8.15 stod alle klar ved skolen med cykel, cykelhjelm, gule veste og tasken pakket med badetøj og en stor madpakke. Og så gik turen mod Bjerringbro Svømmehal med skolens souchef Hasse Mortensen som anfører. Kl. 10 var alle i ”baljen” og derefter fulgte 9 hårde tests for aspiranterne, såsom at klatre i Tarzantov og på klatrevæg, armgang tværs over bassin, springe fra 1m eller 3m vippen, madras-padling, svømme gennem ring under vandet osv. For at blive godkendt som astronaut skulle man gennemføre minimum 3 tests. Aspiranterne gik til opgaverne med godt humør og alle var rigtig gode til at bakke op om hinanden. Madpakkerne blev spist og derefter gik turen atter mod Rødkærsbro på cykel – godt trætte og i modvind! Alle nåede retur til skolen efter 22 km. på cykel tur-retur. En bedrift, der i sig selv, udløste en guldmedalje.


Dermed var alle formaliteterne i orden til den store afrejsedag d.1.dec., og som ved alle rumafrejser havde vi også prominente gæster, idet skolebibliotekskonsulent Lene Bovbjerg Sørensen var på besøg. Men inden der kunne ”bibbes” ud til afgang på biblioteket skulle astronauterne en tur omkring paskontoret, lægen, rejselederen og til sidst materialeudleveringen, hvor de fik deres ”rumdragt” – en hvid t-shirt med vores flotte logo. For et par af astronauterne var det dog ikke uden betænkelighed at de checkede ud, for kunne de nu være sikre på at være hjemme igen inden lørdag, hvor de skulle til springgymnastik!
Indtil jul har eleverne været delt i 3 grupper, hvor de hver især har besøgt deres rejsemål via nettet og/eller bøgerne. De har lavet nogle meget flotte plancher/powerpoints med facts om deres emner og undervejs er der opstået idéer og spørgsmål, som der arbejdes videre med efter en velfortjent juleferie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar