6 skoler og skolebiblioteker samt 3 folkebiblioteker i Horsens, Silkeborg og Viborg skaber nye læringsrum inden for naturvidenskab. Sammen med børnene.

Projektet kørte i 2009-10. Kontakten fortsættes i uformelt netværk.

Konference blev afholdt 24. nov. 2010
Hent rapporterne nedenfor - få dvd'en hos kontaktperson.

mandag den 25. januar 2010

Rødkærsbro Skole på rumrejse - 1. rejsebrev


Af Lone Starch Pedersen, Viborg Bibliotekerne


Tirsdag d. 27. oktober observerede skoleleder på Rødkærsbro skole, Hans Jørgen Nørgård, to højst besynderlige væsener vandre rundt på skolens gange. Så vidt han kunne forstå , var de sendt fra det ydre rum for at kontakte jordboerne i 5.a og 5.b. De to rumvæsener skulle lige vænne sig til jordboernes besynderlige udseende inden de inviterede dem med på en rumrejse de næste 2-3 måneder. Alle jordboer var straks med på idéen og dermed var startskuddet til projekt ”Klog på den fede måde” affyret på Rødkærsbro Skole.



Eleverne arbejder med projektet hver tirsdag i 5 undervisningslektioner. Skole- og folkebibliotekaren deltager i undervisningen og fungerer som konsulenter sammen med klassernes 2 lærere. Klasselokalet er i disse uger blevet udvidet med edb-lokalet og biblioteket, og det er helt op til børnene selv, hvor de ønsker at sidde og arbejde med tingene. I løbet af de tre uger, vi nu har arbejdet med projektet, har vi haft besøg af amatørastronom og lektor Martin Krabbe Silassen, der gav os en spændende introduktion til universets forunderlighed. Eleverne har valgt, hvilke emner de ønsker at arbejde med under forløbet og til inspiration har de haft et alsidigt udvalg af bøger, fået fælles introduktion til relevante hjemmesider, spillet spil på nettet og set spillefilmen ”Apollo 13”. I ”biografen” hyggede vi os med ”Mars Bar” til alle!! Som til enhver anden rejse har vi fået taget pas-foto, dog med sol, måne og stjerner som baggrund, skrevet pakkeliste og lavet nogle fantastisk flotte forsider til vores rumrejse-mapper. Alle har fået til opgave at finde én personlig ting, som man helt bestemt vil tage med på rejsen ud i rummet og skrive ganske kort, hvorfor man netop har valgt denne ting. Det er der kommet en sød og sjov udstilling ud af, der vises i bibliotekets glasmontre.


Rejsens videre forløb planlægges fra gang til gang, da vi som konsulenter hele tiden tager udgangspunkt i, hvad børnene tænder på og synes er sjovt at arbejde med. Dog har vi planlagt 2-3 ”rumstationer”, udenfor skolen, som alle elever skal omkring i løbet af projektet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar